onsdag den 27. juni 2012

Ked og .......... lidt gal

I går skulle jeg i blodbanken og tappes. Jeg har ellers været i karentæne efter modermærke kræften, sidste år.
Så jeg glædede mig, rigtig meget, det betyder åbenbart meget for mig, at afgive den halve liter blod tre, fire gange om året.

Allerede samme dag jeg fik at vide at jeg havde modermærke kræft, gik jeg indenom blodbanken, på vej til p-pladsen.
Den søde dame sagde at jeg skulle være i karentæne et år.

Så i sidste uge, fik jeg sms fra blodbanken, at de manglede mit blod og gerne ville tappe mig den følgende dag.
Jeg skyndte mig at ringe, for dagen efter var min lange dag på arbejdet og når vi er på arbejde er der brug for os, så jeg ville gerne have en tid tirsdag, hvor jeg havde taget en fridag. Det var helt fint, hun bemærkede at der jo var lang tid siden sidst og jeg fortalte hvorfor. Hun ønskede mig god dag og på gensyn tirsdag morgen.

 Tirsdag morgen, det var altså i går, indfandt jeg mig i blodbanken, på det aftalte tidspunkt.
Jeg udfyldte formularen, hvor man krydser af om man tager medicin, har været ude at rejse, været ved tandlæge, er blevet opereret mm, siden sidste tapning.

Inden tapningen bliver man jo interviewet om de samme ting en gang til og her, og først her, reagerer sygeplejersken/laboranten eller hvad hun nu var, på at jeg har haft modermærke kræft.
Hun spørger om det var basalcelle kræft?  Det ved jeg jo ikke, for de forskellige modermærker hedder mange underlige ting. ( Hvis jeg tænkte mig om, vidste jeg egentlig godt at basalcelle kræft, er kræft i huden)
Nå men hun ringer til den afdeling hvor jeg blev opereret og snakker med en læge. Jeg hører godt at hun siger at jeg ikke ved om de er modermærkekræft, jeg har haft. Grrrr!! men lad nu det ligge.....

Hun kommer tilbage med den besked at når det er modermærkekræft, jeg har haft, må de ikke tappe mig mere.
For min egen skyld, siger hun. Man ved ikke om det belaster kroppen.

Farvel og tak til mig, med et net og en flaske rødvin. Pæn tanke!

Tre skridt ude af døren, står tårerne i kø.

Tænk den besked slog hårde, end da jeg for et år siden fik besked om at jeg havde modermærke kræft.
Ikke at det ikke bekymrede mig, men hjernen blev optaget af en masse tanker, så jeg havde ikke tid til at blive ked.

Men i går fik jeg en afvisning, og den sved.


( og nok er det for min egen skyld, men der blev også vakt en mistanke...   og den er næsten være end vished ).

Så blev jeg også lidt gal... hvorfor fik jeg ikke den besked for et år siden, da jeg gik ind i blodbanken for at fortælle at jeg havde fået fjernet et modermærke, hvori der var cancer?    hvorfor fik jeg ikke den besked, da jeg ringede for at aftale en tid til tapning?!

Jeg plejer at være god til at undskylde mennesker som sårer mig, men den evne var ikke tilstede i går :(






2 kommentarer:

  1. Surt, surt, surt - og især, som du siger: hvorfor sagde de det ikke for et år siden -- eller sagde, at du skulle revurderes nu?
    Det er bestemt ikke sjovt at blive kasseret.
    Men velkommen i klubben! Jeg blev kasseret for 26 år siden, fordi jeg fik leverbetændelse. Jeg er ellers supersund og rask, men mit blod vil de s'gu ikke have indenfor dørene længere. Bum basta.

    SvarSlet