Søndagstanker

Jeg synes at jeg lever lidt med hovedet under armen i denne tid.

 Ikke at jeg er ligeglad med alt, men der er ting der forekommer så fjernt. Selvom jeg er glad for mit arbejde, kan jeg godt mærke at det bekommer mig godt at få det lidt på afstand.

 Jeg er bange for at det lyder som jeg ikke er glad for mit arbejde, det er jeg, men det gør mig også frustreret i perioder. Jeg ville hellere sige stresset, men det ved jeg får nogle til at stritte, så det undlader jeg.

Det er rigtig dejligt ikke at skulle tage stilling til hvordan det og det barn inkluderes i fællesskabet. Hvorfor dette barn stritter og hvad kan jeg ændre i vores samvær for at bedre dette.
 Hvilke gensidige aftaler skal der træffes med hvilke forældre.
 Hvornår skal jeg lige finde et hul til at læse om dette eller hint.
Hvornår skal jeg finde tid til at forberede dette. hvornår skal jeg tænke kreative tanker, så jeg kan komme med nye indput.

Hvor er det egentligt dejligt at holde en lille pause fra det.
 Måske er jeg påvirket af at jeg stadig er forholdsvis nyopereret og stadig er lidt dopet af smertestillende.
Men det er altså sådan jeg har det lige nu.